Nolde

Kærlighedsdrama

Producent: Thy Teater
Tekst: Line Mørkeby
Ide og instruktion: Teaterchef Niels Vendius
Medvirkende: Fire skuespillere fra Thy Teaters ensemble
Foto: Thy Teater

Den tysk/slesvigske maler Emil Nolde kommer i foråret 1901 til Danmark og indlogerer sig alene nogle uger på et værelse på strandfogedgården i fiskerlejet Lild Strand ved foden af Bulbjerg.
Nolde vil dér ud, hvor elementerne råder – til det yderste af Nordvestjylland.
Han bliver fuldstændig betaget – nærmest besat af havet, himlen, klitterne og fiskerne, af den karske og voldsomme, men simple livsform. Han lader sit hår og skæg vokse og ligner en vildmand ude mellem klitterne og de cyklamenrøde solnedgange.
Denne sommer sker der et vendepunkt i den unge Noldes liv og kunstneriske karriere: Han ansætter den unge strandfogeddatter på gården – hun skal stå model for ham. Han fatter sympati for hende og bliver splittet mellem hende og sin nyligt udkårne Ada Vilstrup, der sidder i København og skriver lange breve til sin elskede Emil. Et kærlighedsdrama opstår…
Her befinder han sig nu i sit livs krise: Skal han være teknisk tegner eller kunstner?
Skal han vælge kærligheden blandt simple mennesker i pagt med naturen – eller en borgerlig livsform med Ada?
Nolde beslutter sig under dette ophold for, at han vil være kunstner og maler sig gennem sin krise. Han lader fantasi og sine indre dæmoner og syner smelte sammen med den barske natur og sætter hermed de første penselstrøg – i et nyt århundrede – til en ny tids ekspressiv kunst- og menneskeopfattelse.
Dette er omdrejningspunktet i stykket om Nolde i Lild Strand.

Forestillingen Nolde, skrevet af dramatiker Line Mørkeby, som bl.a. er hædret med Reumerts Talentpris og en nominering til Nordisk Dramatikerpris, rummer samme fortolkning af virkeligheden som Emil Noldes egne billeder: I én og samme poetiske, ekspressionistiske og humoristiske fremstilling.

Foredrag
Foredrag om kunstneren bag forestillingen.
Tirsdag d. 22.11. kl. 19.30
Museumsdirektør Finn Terman Frederiksen om Emil Nolde.
Pris: kr. 75.- , Medlemmer af Bornholms Museumsforening og af Teaterforeningen kr. 40.-
Tilmelding på post@bornholms-kunstmuseum.dk

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst – Garantiordningen for Voksenteater.

 Så mange så forestillingerne:   200

Nolde

Opføres på Rønne Theater.

Tirsdag den 6. december 2011 kl: 19.30

Varighed: 1 time og 15 minutter med pause.

Prisgruppe: 2