Love Songs

Danseteater og jazz

  • en sanselig dedikation til kærligheden – en hyldest til livet!

Producent: Dansk Danseteater
Koreografi: Tim Rushton, kunstnerisk leder af Dansk Danseteater
Musik indspillet af: Caroline Henderson med band
På scenen: 6-8 dansere fra Dansk Danseteater
Fotograf: Bjarke Ørsted

I februar 2012 havde vi på Rønne Theater fornøjelsen af det mange gange Reumert-belønnede Dansk Danseteaters fantastisk dygtige, internationale dansere i forestillingen Rhapsody.

Nu er de prisbelønnede dansere tilbage! Denne gang med den sanselige danseforestilling Love Songs, til tonerne af jazzkunstneren Caroline Hendersons skønne stemme.
Love Songs havde på Det Kongelige Teater urpremiere i 2011 til fulde huse og bølger af bifald – både fra publikum og anmeldere. Tim Rushton, har derfor videreudviklet Love Songs, så hele landet kan opleve forestillingen, og siger: ”Med Love Songs har jeg ønsket at skabe en forestilling, som leger med konventionerne, og som er umiddelbart tilgængelig. Samtidig har jeg ønsket, at forestillingen skulle være dansemæssigt udfordrende – både for danserne og for mig som koreograf. Jazz er et stærkt udtryk i sig selv, og jeg har opdaget, at det giver noget nyt og teatralsk til min koreografi.”
Love Songs udforsker og leger med kærlighedens væsen. I en forventningsfuld stemning bevæger danserne sig gennem kærlighedens mange facetter: Fra flirt og den første forelskelse over score-situationer, slidt realisme, kitsch og natklub cruising, mens natten går over i dag. Love Songs er en intim og bevægende, moderne danseforestilling om menneskets livslange kærlighedsrejse. En gennemmusikalsk, jazzet forestilling, der respektfuldt forholder sig til gamle, elskede jazzklassikere som Come Rain or Come Shine, To Lay Me Down og All of Me. Her nyfortolket og indspillet af Danmarks store jazzkunstner Caroline Henderson.

Love Songs er en aften dedikeret til kærligheden – en hyldest til livet – ren nydelse!

Pressen skrev:
”… en hyldest til det romantiske møde. Skildret underholdende ligetil, men i en hvirvlende, swingende, hæsblæsende og akrobatisk koreografi, der demonstrerer, at Dansk Danseteaters dansere er helt i verdensklasse.” Majbrit Hjelmsbo, Weekendavisen, 1. juni 2011.

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst – Garantiordningen for Voksenteater.

 Så mange så forestillingerne:   215

Love Songs

Opføres på Rønne Theater.

Torsdag den 210. februar 2013 kl: 19.30

Varighed: 1 time og 30 minutter med pause.

Prisgruppe: 3