Teaterforeningens sæson 2017 – 2018
Hjertelig velkommen til en ny spændende teatersæson
Teaterforeningens nye program, som præsenteres her, er som sædvanlig rigt og varieret. Der er 24 forskellige forestillinger at vælge imellem, og vi glæder os til at give følelserne udtryk – både de smukke og de grumme, til at sætte sindene i kog, sætte debat i gang og til at more os, så tårerne triller.
Vi glæder os til at fylde Rønne Theater med et stort publikum hele vinteren. Mange undersøgelser viser, at kulturelle oplevelser har en gavnlig effekt på helbredet, så hvorfor ikke både helbrede og forebygge ved at se teater, og her er masser af gode forslag.
Hvorfor ikke tage din teenager, dit barn eller barnebarn med i teatret? Mange af forestillingerne er rettet mod unge mennesker også, og vi har ikke mindre end 3 forestillinger for hele familien. “AIdriglandet” af Teatret Møllen, juleforestillingen i december og “Prop og Berta on Stage” af Holbæk Teater.
Rønne Theater er de perfekte rammer for en god teateroplevelse, men vi lægger et par forestillinger uden for, bl.a. fordi Theatret er optaget i november måned, men også fordi det er forestillinger, som egner sig til andre spillesteder. Bl.a. har vi en forestilling, som lægger sig op ad kommunalvalget, og derfor vises forestillingen i kommunalbestyrelsessalen. I programmet har vi flere teatre med, som ikke før har spillet på Bornholm. Don Gnu (Physical Theatre), Himmerlands Teater, Thurø Musikteater og OperetteKompagniet.
Vi har igen i år en teaterrejse, denne gang til Ystad Teater. Yderligere har vi forslag om en Malmøtur til Verdis Rigoletto i Kasper Holtens opsætning til næste forår, hvis der er stemning blandt medlemmerne for det.
I november måned 2016 fik Teaterforeningen Bornholm en pris. Kulturkongens pris til årets turnéteaterarrangør. En pris, som gives til en teaterforening i Danmark, der gør noget særligt for de tilrejsende turnéteatre. En pris, som vi er utrolig glade for, og som vi lægger os i selen for at leve op til fremover.
Hermed vil vi ønske alle en rigtig dejlig teatersæson.
Med venlig hilsen på bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.