Skip to main content

Teaterforeningens sæson 2015 – 2016

Hjertelig velkommen til en ny forrygende teatersæson

Vi har igen den glæde at præsentere et flot og varieret program for den kommende sæson, hvor vi som altid lægger vægt på alsidigheden. Det er selvfølgelig vigtigt for os, at der er noget for enhver smag, og det er der i høj grad i de 23 forestillinger, som vi i bestyrelsen har valgt, og som I – kære publikum – kan vælge imellem.

Bestyrelsen har gjort sig umage med at præsentere det helt rigtige program – forestillinger fra teaterproducenter i hele Danmark. Noget af det bedste teater, der findes, skal selvfølgelig også til Bornholm, og det har vi lagt os i selen for sker. Folketeatret, Det Kongelige Teater, Café Liva, Den Ny Opera og Figaros, Teatret FÅR302, Limfjordsteatret, Dansk Danseteater, Comedieteatret, Nepoteatret m.fl. Teaterforeningen har også lagt Bornholms Teaters sommersatsning ”Jeppe på Bjerget” ind i sit program.

Det er en glæde og fornøjelse, at vores introtilbud, som optakt til nogle af forestillingerne, er faldet i så god jord hos publikum, og vi har derfor igen planlagt ikke mindre end 4 introer og én eftersnak, som foregår i Rønne Theaters Café under hyggelige former.

Vi har i Danmark en stærk tradition for scenekunst med et mangfoldigt og vidt forgrenet teaterliv og heldigvis et stort publikum. Vi har her på Bornholm et fantastisk rum, nemlig Rønne Theater, at opføre vores forestillinger i, og Teaterforeningen Bornholm har igennem mere end 40 år bidraget med forestillinger på teatrets skrå scene. Gode oplevelser med humor, musik og stof til eftertanke. Samtidsdramatik og klassikere. Familieforestillinger og debatskabende drama.

Hermed vil vi ønske alle en rigtig dejlig teatersæson.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.