Teaterforeningens sæson 2014 – 2015

Teatret skal fortælle historier, der på underholdende vis viser og afspejler livet, som det var engang, og som det er i dag. Derfor vil I opleve en ny sæson fuld af politisk drama, intens historiefortælling, ulykkelige og lykkelige kærlighedshistorier, hverdagsdrama og musikalske hip til livet på godt og ondt.

22 forskellige teaterproducenter, store såvel som små, kendte såvel som ukendte, står bag det store antal forestillinger, som den kommende sæson byder på. Der er derfor nok at vælge imellem og noget for enhver smag. Det Kgl. Teater, Folketeatret, Dansk Danseteater, Café Liva, Møllen, Schaufuss Balletten, Grønnegadeteatret og Teater Nordkraft, for blot at nævne nogle af de mange teatre, som kommer til at gæste vores ø. Selvfølgelig har vi også forestillinger fra øens eget teater Bornholms Teater på programmet.

Vi tror, at publikum oplever Teaterforeningen Bornholm, som en væsentlig kulturinstitution og en vigtig faktor i formidlingen af teater på Bornholm. Den opgave er vi glade for og stolte over at kunne løfte. Derfor er det så vigtigt, at brochuren her kommer ud til så mange som muligt, således at befolkningen på Bornholm ikke skal mangle viden om de gode og store teateroplevelser, der er i vente.

Rønne Theater er meget fine rammer for teaterforestillinger, og det er der, vi viser langt de fleste af vore forestillinger. Vi har dog igen i år et par forestillinger andre steder. En pragtfuld danseforestilling i Musikhuzet, og i Nordlandshallen viser vi en musikalsk familieforestilling.

Teaterrejserne skal heller ikke mangle i den kommende sæson. Derfor har vi 3 forskellige tilbud, hvoraf de to er Rejs Selv oplevelser, mens den tredje er en bustur med flere oplevelser til Malmø.

Vi håber, publikum har øje for de forestillinger, som henvender sig til børn og unge. De skal gøres opmærksom på de tilbud og meget gerne tages ved hånden.

Velkommen til en ny teatersæson.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.

Forside