Teaterforeningens sæson 2009 – 2010

Velkommen til en ny sæson i teatret, hvor vi præsenterer 24 forskellige forestillinger. Det bliver en sæson, hvor vi har sikret os, at der både er bredde, stærke skuespilpræstationer og høj kvalitet i repertoiret.
Igen er Rønne Theater den smukke ramme om langt de fleste forestillinger, men vi gør et par afstikkere til Nicolai kirke og Elværket, ligesom vi har indledt et samarbejde med Svanekegården, således at vi kan præsentere to forestillinger der. Publikum kan så vælge, om de vil se forestillingen i Svaneke eller i Rønne.
Der bydes på nyskrevet dramatik, moderne klassikere, kabaret og show, musikforestillinger og operette. Vi byder på en danmarkspremiere med forestillingen ”Den russiske familie”, med Vivian Nielsen som manuskriptforfatter – et stykke, som vi har store forventninger til. Ja, der er indtil flere gensyn med manuskriptforfattere, instruktørere og skuespillere, som tidligere har vagt begejstring på Rønne Theater.
Vores eget Bornholms Teater er med i repertoiret med hele to produktioner ”En Septemberdrøm” og ”Drømte mig en drøm…”, som bygger på bornholmernes egne drømme.

Vi glæder os over, at byggeriet på Rønne Theater skrider godt frem, og at teatrets muligheder for at opføre forskellige stykker, bliver øget. Byggeriet forventes afsluttet ved årets udgang.
Publikum kan også glæde sig over bedre lyd på teatret i fremtiden. Rønne Theaters Venneforening har doneret et nyt lydanlæg, som nu forbedrer lydbilledet betragteligt i det gamle teater.

Teaterrejserne er meget populære, og vi arrangerer to rejser i kommende sæson. En spændende teatertur med udflugter i rigt mål til Operaen for at se ”Carmen”, samt en rejse til et nyt mål – Østre Gasværk – hvor rejsen selv arrangeres.

Vi yder mange gode rabatter på billetkøb til forestillinger, og vi håber dermed at friste endnu flere til at blive abonnenter. Det kan der bl.a. læses om i denne brochure.

Velkommen til en ny teatersæson.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.

Forside