Teaterforeningens sæson 1997- 1998
Teaterforeningen Bornholm byder velkommen til den nye sæson 1997 / 98. Vi glæder os til et gensyn med vore ‘gamle” abonnenter, og samtidig håber vi, at nye ansigter vil dukke op.
Det er dejligt med fuldt hus til forestillingerne. Det opnåede vi i mange tilfælde i den forgangne sæson. Tag en hurtig beslutning. Udfyld tilmeldingskuponen og send den af sted.
Vi har været glade for den store tilslutning vores spørgeskemaer fik. Den gav os gode oplysninger til hjælp ved vores valg af repertoire fremover.
I den kommende sæson er det os en stor glæde at kunne præsentere Den Jyske Opera med “Barberen i Sevilla” på Rønne Teater. En genre, vi i flere sæsoner har måttet undvære.
Derudover bliver der et gensyn med Jytte Abildstrøm, idet hun i kommende sæson står for vores familieforestilling.
En Thit Jensen monolog i Musikhuset i november er værd at lægge mærke til, og Det Kgl. Teater har fået lov til at starte sin turné på Bornholm med forestillingen “Isbrand”.
Igen i år drager vi af sted til operette i Ystad og opera i København, og derudover er der et nyt og interessant tilbud om musicalen “Pelle Erobreren” på Folketeateret, samt ballet på Helsingborg Stadsteater.
Forestillingerne fortjener at blive set af rigtig mange. Der er noget for enhver smag, og måske er det også forfriskende at se noget helt andet, end det “man plejer”.
Velkommen til næste sæson.
Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.