Skip to main content

Teaterforeningens sæson 1996- 1997

Teaterforeningen Bornholm byder velkommen til den nye sæson 1996/ 97, hvor vi kan tilbyde et meget bredt repertoire.

Efter en yderst vellykket sæson i 95/ 96 med gode forestillinger og et talstærkt publikum, håber og tror vi, at det kommende program lever op til forventningerne, og at publikum simpelthen ikke kan lade være med at melde sig.

I 96/ 97 tilbyder vi bl.a. en klassiker, nemlig Strindbergs »Faderen«, og vi blander os en smule i rækken af Kulturby-arrangementer ved at præsentere to H.C.Andersen forestillinger. Den ene er ovenikøbet vores familieforestilling »Et eventyrligt møde«, hvor vi håber at se rigtig mange voksne med børn til denne »lille perle«.

Den genre, som De tre Musketerer med så stor succes repræsenterede i sidste sæson, forsøger vi i kommende program at lægge os tæt op ad nemlig med Stand Up Rock-komedien »Danmarkskrøniken«, hvor vi bl.a. får damerockbandet Miss B Haven på scenen. En forestilling, som vil appellere ikke kun til de unge, men til alle aldre.

Vi har bestræbt os på et alsidigt udbud af forestillinger, noget for enhver smag og en tur til Ystad Teater (uden for abonnement) bliver der også mulighed for.

Kik i programmet. Der er mange gode teateroplevelser, som ligger og venter.

Velkommen til næste sæson.

Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.

Close Menu