Teaterforeningens sæson 1993 – 1994
Dette er teaterforeningens 20-års jubilæumssæson, som vil blive fejret, selvom det er svære tider overalt i teaterverdenen.
Vi havde vor første forestilling i efteråret 1973, efter at teaterforeningen var blevet stiftet, og derfor fejrer vi jubilæet i oktober 1993 med familieforestillingen »Fyrtøjet«.
Der spilles i alt 9 forskellige forestillinger i sæsonen, et repertoire, der bl.a. spænder fra lystspil, musical og så langt som til opera, idet vi har taget en miniudgave af »Tosca« på programmet.
Vi vil ikke lade os gå på af de svære tider for teaterforeningerne rundt omkring i landet – nogle har måttet lukke – men vi fortsætter støt, bygger videre på vor 20-årige tradition, bestræber os på at tage nye udfordringer op ved at tænke i andre baner ved vort repertoirevalg.
Det er min faste overbevisning, at teatrene vil overleve i disse nye sparetider, og at vort publikum vil finde vej til teaterforeningen for at få opmuntring i sin dagligdag af de stykker, vi fører frem på scenen.
Bestyrelsen byder velkommen til vor 20 års jubilæumssæson.
Med venlig hilsen
Bent Kofoed .