Århundredets Rose

Fortælling/Monolog.

Det er sjovt, det er tragisk, og man kan høre en knappenål falde til jorden.

Producent: Simon Rosenbaum Produktion
Forfatter: Martin Sherman
Instruktion: Bente Kongsbøl
Oversættelse: Troels II Munk
Scenografi: Barny Jensen
Medvirkende: Pia Rosenbaum
Foto: Fra brochuren.

En bænk, en flaske med vand og en kvinde. Pia Rosenbaum spiller den 80-årige jødiske Rose, en lille sej kvinde. Vi følger hende fra en forsultet barndom i Ukraine, via ghettoen i Warszawa og ud på skibet Exodus i forsøget på at nå Palæstina, men hun lander i stedet i USA.

I fortællingen kan hun (og vi) lære, at livet skal (over)leves på smertefulde erfaringer og erindringer, hvis det ikke kan være anderledes, og at man ikke kan tage alverdens byrder og skyld på sig.

Pia Rosenbaum og iscenesættelsen magter de store spring, de store skift. Det ene øjeblik er hun en lille pige, det næste tudsegammel. Hun gør det med meget stor charme, meget stor udstråling og med den særlige form for jødisk humor, som Woody Allen bruger – også i det noget galgenhumoristiske forhold til religion.

Forestillingsomtale og anmeldelser:

Ebbe Kløvedal Reich skriver: ”Det hedder sig, at den store fortælling er slut. Nu kan vi kun overkomme at fortælle hinanden små, korte historier i uendelige serier. Men det passer ikke.
En gammel sej kone på en afsides bænk kan fortælle en århundredelang historie om sig selv og verden, så der bliver en slags mønster i kaos og en slags mening i tilfældighederne og galskaben.”

Pia Rosenbaum høstede store anmelderroser for forestillingen, som spillede med stor publikumssucces sidste år.

Så mange så forestillingen: 206