Aflysning af Gadeteaterfestival
Det er med stor ærgrelse, at vi må aflyse Bornholms Internationale Gadeteaterfestival 2020 i dagene 23. – 26. juli. Vi har længe afventet myndighedernes udmeldinger og håbet på lempelser, som gjorde det muligt at afholde festivalen, men må nu erkende, at med de givne retningslinjer, bliver det ikke muligt at skabe den 10 års festival med alt, hvad vi ønskede af aktiviteter og interaktion mellem teatergrupper og publikum, som vi kunne ønske. Denne 10 års festival skulle være noget særligt, og det kan den desværre ikke blive under de givne omstændigheder.
Festivalen skulle rumme 4 internationale grupper, som vi må erkende, får svært ved at rejse hertil, bl.a. fordi trafikken hen over sommeren ikke forventes at komme rigtig i gang. Vi har allerede fået afbud fra 2 udenlandske teatergrupper.
Den store Åbningskabaret torsdag aften, som er så kendetegnende for festivalen på Bornholm, vil med de givne retningslinjer ikke blive den spektakulære oplevelse, som vi drømmer om.
Vi vurderer også, at de gældende retningslinjer for et siddende publikum i et indhegnet eller afspærret område, ikke giver den teateroplevelse, som er tiltænkt. Vi tænker på den manglende interaktion mellem kunstnerne og publikum under forestillingerne, som er så væsentlig for gadeteater, samt ved mobile events, hvor artister og publikum er i tæt kontakt med hinanden på gader og stræder.
Vi må erkende, at festivalen vil komme til at mangle så mange elementer af det planlagte program, at det ikke vil være tilfredsstillende.
Bornholms Internationale Gadeteaterfestival 2021 vil derfor blive afviklet torsdag den 22. – søndag den 25. juli 2021. Vi vil om et år skabe den 10 års festival, vi har drømt om med et fantastisk program, hvor vi vil invitere alle de grupper, som skulle have været med i år samt flere til.
Det er Teaterforeningen Bornholm, som står bag festivalen, og som har måttet træffe denne triste beslutning.
Vi er så privilegeret, at mange fonde og sponsorer samt Regionskommunen står bag festivalen. Vi håber og tror, at vi i 2021 vil få den samme fantastiske opbakning.
På gensyn i juli 2021 og hold øje med vores hjemmesider, tryk her