Teaterforeningens sæson 1989 – 1990
I sæsonen 88/89 blev der talt om »Teateret« i krise, men det viste sig, at der igen blev solgt mange billetter rundt omkring i landet, ikke alene i egnsteatre og landsdelsteatre, men også hos teaterforeningerne.
I år kommer krisen fra et helt andet hold: Det er her kulturministeren, der fører sig frem, beskærer tilskud til visse teatre og beskærer tilskud til abonnementsordningen. Det vil sige, at vore abonnenter i den kommende sæson har været nødsaget til at finde sig i en prisforhøjelse, fordi den rabat som man tidligere har fået, efter ministerens forslag skal nedsættes.
Men vi går ufortrødent videre og har oven i købet i år haft muligheder for at udvide vores repertoire.
Vi håber ikke, at den lille prisforhøjelse, som vi bliver nødt til at tage, vil påvirke vore abonnenters tilslutning til sæsonen 89/90.
Som man kan se af repertoirelisten, byder vi på det sædvanlige store udvalg af forestillinger næsten i enhver genre.
Det nye i år er en forestilling med et rigtigt danseteater. Det er Ny Dansk Danseteater, som i forbindelse med den teatermæssige nyordning er kommet ind i varmen og får tilskud fra staten. Dette danseteater skaber selv sine forestillinger, og vi glæder os meget til at præsentere resultatet for vores abonnenter. Dette er en nydannelse i teaterforeningens repertoire.
Desuden fortsætter vi vores danske linie med klassikeren »Jeppe på Bjerget”, hvor Ole Ernst spiller den berømte rolle som Jeppe.
Desuden har vi forestillingen »Den Skønneste Krans«, der er skrevet af sangeren og sangskriveren Niels Hausgaard.
Så har vi også børneforestilling Astrid Lindgrens »Emil fra Lønneberg« i december måned i år.
Sammen med Hvidovre teater har vi prøvet noget nyt, idet forestillingen »Kunstnerliv« turnerer i Skåne, Halland og Blekinge og derefter kommer over og bliver spillet på Rønne teater.
Vi vil udbygge det dansk-svenske samarbejde, og til næste år er det meningen, at forsøger at få et gæstespil fra det svenske Riksteater her på Bornholm.
Velkommen til sæsonen 89/90, hvor vi fra bestyrelsens side håber på den sædvanlige gode tilslutning fra vore abonnenter.
Med venlig hilsen
Bent Kofoed .