Teaterforeningens sæson 2008 – 2009
Så løfter vi sløret for næste sæsons repertoire. Vi byder på ikke mindre end 19 forestillinger på Rønne Theater samt 3 teaterrejser til henholdsvis København og Malmø.
Vi bestræber os på at præsentere mange forskellige genrer. Forestillinger, som appellerer bredt og andre, som henvender sig til et mere snævert publikum. Vi glæder os til at præsentere dem alle.
Den kommende sæson byder på aktuel dramatik med forestillingen ”Hjem Kære Hjem”, som modtog en Reumert i 2007 samt klassisk amerikansk drama med ”En Sælgers Død” af Arthur Miller. Den Jyske Opera besøger os med kammeroperaen ”Jeppe på Bjerget”, og der bliver et skægt gensyn med Comedieteatret og opsætningen af ”Sceneskræk”.
Vi glæder os over den store opbakning fra publikum til vores forestillinger, en opbakning, som også gælder Rønne Theater, som er vort primære spillested.
I den kommende teatersæson kan man igen opnå gode rabatter på teaterbilletter. Der er rabat ved køb af mindst 3 forestillinger, der er ungdomsrabat, forældrebillet til familieforestillinger samt grupperabat. Vi håber dermed at friste endnu flere teatergængere til at købe en forestilling eller to ekstra.
Vores teaterrejser er et helt kapitel for sig selv. Vi får nogle fantastiske kunstneriske oplevelser, men samtidig oplever vi også nogle hyggelige ture i hinandens selskab. I den kommende sæson bliver der budt på en hel ekstraordinær balletoplevelse på Det Kgl. Teater, opera på Operaens store scene samt musical på Malmø Musikteater. Vi har kun et begrænset antal billetter til rådighed til disse 3 rejser.
Vi har nu afprøvet den første sæson med statens nye bestemmelser for tilskud. Det er stadig meget nyt, og vi er i en afprøvningsfase, hvor vi må afvente forskellige udspil og rette ind efter dem. Efter næste sæson vil vi sandsynligvis være en del klogere.
Sluttelig vil jeg gøre opmærksom på Teaterforeningens hjemmeside, hvor man kan holde sig informeret løbende.
Velkommen til en ny teatersæson.
Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Jette Glavind Pedersen, formand.