DE USKREVNE

  • En alvorlig komedie

Der er forestillingsprøve på et teater. Alt er som det plejer, men inden længe vendes alt på hovedet. To personer ankommer, og påstår de er roller, som gerne vil skrives færdig.
Men kan det passe? Findes roller uden for teatret, og kan de spille sig selv på en scene? Hvad er virkeligt, og hvad er illusion? Og kan man dømmes ud fra en enkelt forkert handling?

‘DE USKREVNE’ er en bearbejdning af Pirandellos berømte ’Seks karakterer søger forfatter’, som skabte furore, da den fik premiere, fordi den stiller spørgsmål ved både menneskets og teatrets væsen. Spørgsmål om hvad en sand historie er, og om sandhed overhovedet findes, tages op i en skønsom blanding af humor og tragik.

Mette Rønne står alene på scenen og spiller samtlige roller i forestillingen. Sidst hun gjorde det skrev anmelderne bl.a.: ’En masterclass i ekvilibristisk skuespilteknik og dødsens charmerende’ og ’en skuespillerteknisk kraftpræstation’. Om instruktøren Anders Brink skrev de bl.a.: ’Lynende intelligent iscenesat’.

Producent: Kulturmarkt
Hjemmeside: kulturmarkt.dk
Medvirkende: Mette Rønne
Instruktør: Anders Brink Madsen
Tekstbearbejdning: Anders Brink Madsen og Mette Rønne
Dramaturg: Ditte Bichel
Foto: Tristan Rønne
Målgruppe: Ung- og voksenforestilling fra 15 år

Eftersnak

Efter forestillingen vil der være mulighed for en snak med skuespillerne.

Rønne Theaters Café
Lørdag den 14. november 2026 ca. kl. 17.10
og
Søndag den 15. november ca. kl. 16.10.

Baren vil være åben lige efter forestillingen.

Pressen skrev:

⭐⭐⭐⭐⭐ Ubegribeligt godt stykke teater til 5 stjerner. Det kunne også være 6 stjerner, det er lige meget, glem antallet af stjerner. Genialt teater har ikke brug for flere stjerner, end netop en: Mette Rønne… Sublimt arbejde.
Så simpelt kan teater være. Og det er genialt… Vi tror kunst er kompliceret, og at teater kræver en drejescene, samt kulisser i 8 meters højde. Skræmmende simpelt, med al den kvalitet man kan få ud af et godt skuespil.
Som en perle. En diamant. Et stykke rav. Et glimt i øjet hos den du elsker.” (Kulturnyt) 

⭐⭐⭐⭐⭐ “En imponerende soloforestilling. Umærkeligt glider hun fra en figur over i en anden og så forvandler hun sig i et væk. Kort sagt: Læg mærke til Mette Rønne.”(Kulturkupeen) 

⭐⭐⭐⭐ “Det kræver et særligt nærvær og en betydelig portion skuespillermæssig præcision… I De uskrevne lykkes det Mette Rønne. Bag det virtuose skuespil og den enkle scenografi ligger en tekstbearbejdelse, der fortjener særlig ros. I De uskrevne har instruktøren, Anders Brink Madsen, her formået at skabe en ramme, hvor karaktererne ikke blot bliver figurer, men symboler på en eksistentiel kamp…De Uskrevne er på én gang morsom og smertefuld; det er en komedie med alvorlig bundklang…Det imponerende er, hvordan Rønne formår at give hver af de seks karakterer et tydeligt særpræg…At alt dette kommer fra én og samme krop og stemme, gør oplevelsen desto mere fascinerende.”(Ungt Teaterblod)

⭐⭐⭐⭐ “Tekstarbejdet er fremragende, og man er aldrig i tvivl om, hvilken karakter hun portrætterer. Teksten er spændende og udfordrer selve teatrets væsen… Grænsen mellem fantasi og virkelighed er hele tiden er i bevægelse… Forestillingen giver os ikke et entydigt svar, men sætter i stedet et forsigtigt spørgsmålstegn.” (Setpaascenen)


“En magisk monolog i mange skikkelser

Karaktererne fremstår så markante, at man et øjeblik er i tvivl, om der ikke står flere skuespillere på scenen. Stykket balancerer elegant mellem humor og alvor. Der er skarpe punchlines og velplacerede komiske øjeblikke, men under latteren løber et dybere spor – et alvorligt tema, som giver forestillingen en vægt og en eftertænksomhed, der gør den langt mere end blot underholdning.”(Brønderslev Avis)

DE USKREVNE

Opføres i Rønne Theater, Ny Scene

Lørdag den 14. november 2026 kl. 16.00

og

Søndag den 15. november 2026 kl. 15.00

Varighed: 55 minutter uden pause

Prisgruppe: 4

Unummererede pladser

KØB BILLETTER ONLINE

Handicappede, der ønsker ledsagerbillet, kan ikke købe billetter online.
Bestil herunder

BILLETTER TIL HANDICAPPEDE
ABONNEMENTSFORDELE
VEJLEDNING I KØB AF ONLINEBILLETTER