Kvinder

Komedie

  • en komedie til alle de kvinder du ikke er…

Producent: Teatret Svalegangen
Dramatisering: Caroline Cecilie Malling
Iscenesættelse: Per Smedegaard
Scenografi: Karin Gille
Medvirkende: Sofie Stougaard, Katrine Beck Ibsen, Kirsti Kærn og Anders Brink Madsen
Fotograf: Morten Fauerby og CZOO

Lisbeth er succesfuld og handlekraftig. Ansat i et konsulentfirma, mor til Atle, men pludselig forladt af manden. Så nu er livet ikke længere så perfekt. Eller det vil sige – det er det – bare på en anden måde. Et oprør ulmer i Lisbeth. Et oprør mod pædagogen, som altid skal give hende dårlig samvittighed, når pædagogen insisterer på, at hun er en “kl. 16”-mor – når Lisbeth nu ved, at hun er en “kl. 15.30”-mor! Eller mod manden, som hun så gerne vil være alt for. Eller mod damerne i stormagasinet. Damerne som fortjener en kugle for panden, fordi…. Fordi deres røv ser stor ud i de bukser!
En komedie som tematiserer den tendens, der for øjeblikket ses i skildringen af især kvinders selvopfattelse i dameblade såvel som på film og tv. Enhver kvindes drøm om at være den perfekte. Den perfekte kvinde, den perfekte mor, have det perfekte udseende, leve det perfekte liv.

Introduktion
Introduktion om kvinderoller ”Nora version 3.0” inden forestillingen v. kommunikationsrådgiver og journalist Rikke Rottensten.
Først gik Nora fra Helmer og børnene for at realisere sig selv. Her i kvindefrigørelsens version 3.0 er der flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser. Tunge topposter er så småt ved at blive besat med yngre kvinder. Landets tre mest politisk magtfulde mennesker er kvinder. Statsministeren er en kvinde. Ikke desto mindre er mange veluddannede og velskrivende bloggere og journalister ved at rive hovederne af hinanden i debatter om kvinderollerne. Er det et tilbageslag at lade sig forsørge af sin mand for at gå hjemme med børnene. Hvad er definitionen på den gode mor? Mændene? De trækker sig lidt tilbage, mens man diskuterer, om der nu skal laves kvoter for mænd på de højere læreranstalter. Om samfundet er blevet for feminint og udviklingen måske er gået for langt?
Rønne Theaters Café
Mandag den 14. april 2014 kl. 18.00 – 18.45 i Caféen.
Tilmelding nødvendig, da der er begrænset plads.
Baren vil være åben ½ time før foredraget starter.

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst – Garantiordningen for Voksenteater.

På Rønne Theater kunne vi sidst opleve Anders Brink Madsen i Hvid stolthed (2011) og bornholmske Sofie Stougaard i Bornholmerrevyen 2011 samt Fakiren fra Bilbao (2012)..

 Så mange så forestillingen:   301

Kvinder

Opføres på Rønne Theater.

Mandag den 14. april 2014 kl: 19.30

Varighed: Ikke oplyst.

Prisgruppe: 2